Det hårdeste arbejde. Hvis der er nogen, der stiller ultimative krav til formgivning og udførelse, så er det kunstnerne og deres ufravigelige krav, styret af deres indre penduls svingninger. En forkert farve, en anden beskæring, ændret farvegengivelse og verden bryder sammen. Men hvorfor så denne krævende arbejdsrelation? Fordi den oplevelse, der ligger i at indgå i kunstens udfordrende verden, og hjælpe til på sidelinien med vores kompetencer, er vores brændstof. Og fordi vi er af den opfattelse, at kunst er frirummet, og vi er iøvrigt enige med Storm P: “Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst“.
Vi har løst opgaver for blandt andre Hornsleth, Knud Odde, Niels Erik Gjerdevik, Dorthe Jelstrup, Galleri Nicolai Wallner, Tal R, Vuk Vidor, Christian Schmidt-Rasmussen, Alexander Tovborg, Nils Brakchi, Jonathan Monk, David Shrigley og mange flere...
Kristian von Hornsleth
Vi har været grafiske fødselshjælpere for en lang række af Kristian Hornsleths kunstprojekter, og har stort set eksklusiv-aftale med ham som grafisk leverandør. Vi har lavet 3 store bøger med ham. Hovedværket er selvfølgelig den 5 kilo tunge, 552 sider, 30 x 30 cm mamutbog: “Fuck You Art Lovers Forever” med samlede værker fra 1992 - 2005. Med mere end 1100 billeder fra Kristian Hornsleths produktive karriere, og med fotomateriale af meget svingende kvalitet, var det her vores opgave at frembringe et ensartet og optimeret udtryk i alle billeder. I samarbejde med kunstneren blev designet og linierne lagt. Herudover har vi lavet bogen om Uganda-projektet, samt et samlet værk “Press” med den enorme medieomtale Hornsleths kunst gennem tiden har skabt.
Knud Odde
Vi er fans af Sort Sol! Det var næsten med rystende skoledrengeknæ, at første møde med bandets medstifter, bassist og tekstforfatter Knud Odde blev holdt i hans atalier. Men her var det ikke et møde om musik, men i forbindelse med Odde’s anden metier: Malerkunsten.
Det blev et møde med venligheden og elskværdigheden selv, og hvad der blot startede med en ferniseringsinvitation, er siden blevet udvidet fra pladecovers, kasettebox til et katalog over Knud Oddes samlede værker. Knud afleverede 2 flyttekasser fyldt med dias, papirsbilleder og goodies, som altsammen er blevet digitaliseret og rettet op, så det ligger klar til brug for diverse formål.